I den klassiske motivationspsykologi skelnes mellem ydre og indre motivation. Ydre motivation er ”gulerod og stok”, altså belønning og straf, ofte i form af sådanne former for belønning og straf, der er ydre i forhold til individet, dvs. de er ikke nært forbundet med og relevante for det, den motiverende aktivitet drejer sig om. Individet er i denne forståelsesform motiveret af ”at få noget til gengæld” for det, han/hun gør eller undlader at gøre.
Over for dette står den indre motivation: Individet er drevet af, at det, det gør, har værdi i sig selv, har mening, er interessant eller spændende, ofte med oplevelser af psykiske tilstande i form af at være engageret, spændt, fordybet i en sag, evt. være i en tilstand af flow, osv.
Motivationsbegrebet, som vi har valgt som grundlag for vores undersøgelse, søger at bygge bro mellem den ydre og den indre motivation: de ydre forhold drejer sig om miljøets indretning og rammer, kultur, omgangsformer osv., men pointen er, at disse nødven- digvis skal forbinde sig til deltagernes forventninger, livsudsigter mv, så der skabes en sammenhæng og meningsfuldhed. De ydre forhold skal understøtte og styrke individets indre motivation.
I en nyere bog, Kompetence (2011), fremhæver Knud Illeris en meget gammel, men vigtig og ofte glemt erkendelse om motivation, idet han henviser til Parknäs (1976): Motivation skal ikke skabes, men findes! Det gælder også motivation for læring og forandring. Udsagnet bygger således på et menneskesyn, hvor individer har denne motivation for læring, men motivationen kan være undertrykt og skal (gen)findes og understøttes til udfoldelse. Denne pædagogiske tilgang stemmer med det grundsyn, som vi har fundet i de undersøgte folkeoplysende forløb: kursisterne er ressourcefulde personer, der grundlæggende er motiveret for at komme et andet sted hen end, hvor de er i dag, og der bygges i den anvendte pædagogik på disse ressourcer og denne motivation.
