Moderatorerne, modtagelsen og handlekraft, kombineres i feltet, villighed til forandring. Det handler på en gang om læringsmiljøet og dets villighed til at tilpasse sig til deltagerne og deres behov og om deltagernes udvikling af villighed til forandring.
Selvpsykologien og transformativ læring er helt centrale teorier, når det handler om at styrke villighed til forandring.
Illeris (2013) konstaterer, at ”det er en ganske krævende konstellation (….af afgørende og dynamiske elementer og principper…), der skal stables på benene og bringes ind i et frugtbart indbyrdes samspil” for, at det kan lykkes at etablere genoprettende transformative læringsforløb.
I Vi søger de virksomme stoffer fremstår det som en kernekompetence hos de professionelle, at de kan ramme den balance mellem de forskellige elementer, der bringer den enkelte videre. Det forudsætter ekstraordinært fleksible rammebetingelser - et forhold både deltagerne selv og de professionelle er opmærksomme på i forbindelse med de seks forløb, der indgår i Vi søger de virksomme stoffer. Der er tale om en håndholdt indsats, der vanskeligt kan gennemføres i et regi med et mere snævert, formelt uddannelsessigte og faste fagopdelte skemaer, centralt fastsatte kompetencemål, måling og testning og særskilt vejledning.
I et andet projekt har Daghøjskoleforeningen gennemført en survey blandt deltagere på daghøjskoleforløb med kunstnerisk/kulturelle aktiviteter som profil. Der er tale om deltagere, der har en gymnasial uddannelse, og altså en helt anden målgruppe end i Elsborgs og Høyrup Pedersens studie.
På en skala fra 1-5 vurderede respondenterne de pågældende daghøjskolers forandringsvillighed til 3,8.
Forandringsvillighed kan altså se ud til at være en relevant parameter også for andre typer af folkeoplysende læringsmiljøer.
