Når vi kombinerer underviser og deltager perspektiverne på respektivt udvikling/ læring og undervis- ningsdifferentiering, så rammer vi feltet, som vi har benævnt den nærmeste udviklingszone (med reference til Vygotsky 1934/1974).
Når udgangspunktet er individets ressourcer og dets realkompetence, og de seks folkeoplysende forløb møder menneskene der, hvor de er i en undervisning, der tager hensyn til disse forhold, vil undervisningen i høj grad indebære en udvidelse af individets potentialer (kompetencer). Det potentielt mulige at lære med de nuværende forudsætninger – begrebsmæssigt, færdighedsmæssigt, følelsesmæssigt osv. – er det, som individet kan mestre, hvis det får støtte - hvilket vi forstår som nærmeste udviklingszone.
Der ligger et paradoks i, hvordan det læringsrum skal se ud, der skal støtte læreprocesserne inden for det folkeoplysende arbejdes mål og rammer. På den ene side skal der fasthed og stabilitet til for at skabe den tryghed, der er forudsætningen for læring, og for at sikre, at de elementer er til stede, der skaber læring og udvikling. Men tankerne om demokrati, det kritiske element i kompetencebegrebet, respekten for den enkelte og de mange forskelligheder fordrer på den anden side, at det folkeoplysende arbejde arbejder med forandringsparate strukturer. Det er en stående udfordring at arbejde med at udvikle denne balance mellem rutiner og stabilitet og fleksibilitet på den anden side.
I de observerede cases er der gode eksempler på, at de professionelle allerede i dag i det folkeoplysende arbejde lader rammerne være underordnet deltagernes læring:
Når man er inde i systemet, så skal du det og det. Der er så meget pres udefra, sagsbehandlere og alle sådanne ting, det har jeg bare ikke oplevet her. Der er ikke en masse, der hænger over hovedet på én. Kursisterne kommer et sted, hvor der selvfølgelig er nogle faste rammer og krav, men samtidig er der også afslappethed i forhold til, at de bliver nødt til at være sig selv. De bliver ikke målt og vejet hele tiden
Denne støtte og tryghed, der skabes i læringsrummet, kan få deltageren til at tage skridt ind i dette måske lidt risikofyldte felt, hvor han eller hun kan eksperimentere, prøve sig frem og gøre sig erfaringer og hermed konsolidere sin begyndende mestring på disse områder. Deltageren presses ikke ud i områder og funktionsmåder, hvor han eller hun ikke kan bunde, og man undgår derved at skabe betydelig angst og forsvar, der modvirker læring. Når den nævnte konsolidering har fundet sted, så fremstår nye horisonter for næste udviklingszone.
Når det handler om at skabe motivation for læring, arbejdes der inden for dette felt med den motivationelle rettethed ”Vis, hvem eller hvad jeg kan blive” - nye mål og værdier.
De professionelle siger:
De (kursisterne) føler nogen gange, at det er deres sag, der er det vigtigste. Men når vi tager imod nogle nye kursister, så ser vi på dem, som dem de er, vi kigger ikke på sagen. Vi ser meget mere på, hvad kan de så fremadrettet, og det vil sige, at den respekt, de bliver mødt med, plus at der bliver lagt vægt på, at de også selv er ansvarlige for at komme videre, det gør faktisk, at folk vokser lige så stille, de kan se et mål, når der faktisk er nogen, der tager dem højtideligt.
De får en vejledning i forhold til de talenter de (kursisterne) nu har, hvordan kan de på en eller anden måde spores ind på noget, der er realistisk
Det er et individuelt tilbud, så kursisterne laver faktisk deres egen plan, deres eget skema og tager udgangspunkt i, hvad kan den enkelte holde til. Og det arbejder vi hele tiden med at regulere, for nogle gange får kursisterne lavet for stort et skema. For som en kursist siger: ”Der er så mange spændende ting, jeg vil det hele.” Men ja, du skal vælge alligevel, så man laver et positivt tilvalg, i stedet for at lave et fravalg, det er det, vi fokuserer på.
Det er et vejlednings- og afklaringselement, man tager med herfra: Man ved, hvad man vil eller har en formodning om, hvad der er godt for én.
Men selvfølgelig får de selv indflydelse til at sige, hvad er det, de har lyst til at arbejde med her, fordi jeg tror i aller højeste grad, at det er det med, at man selv får lov til at sætte nogle mål for, hvad det er man skal.
