Når vi kombinerer underviser- og deltagerperspektiverne på respektivt nyt perspektiv og undervisningsdifferentiering, så rammer vi feltet, som vi har kaldt indsigt og udsyn. Illeris (2013) bruger begrebet genoprettende transformativ læring. Den kendte selvforståelse og forståelse af omverdenen udfordres på en måde, der medfører ”læring, der indebærer ændringer i den lærendes identitet”. Læringen omfatter ændringer i såvel de kognitive strukturer som de følelsesmæssige, sociale og samfundsmæssige dimensioner.
Indsigt og udsigt peger mod, at læreprocessen dels har et indadvendt aspekt mht. viden, færdigheder og holdninger og samtidig, at handlinger er udadrettede og realiseres i en social og samfundsmæssig sammenhæng. Udsigten – med de nye muligheder – fremtræder derfor som et væsentligt element, i samspil med indsigten. Forudsætningen er de differentierede og personlige stimuli, som samtidigt udvikler ejerskab til den videre proces.
Nogle deltagere formulerer det således:
Forløbet har hjulpet mig, det har ikke reddet mit liv, men det har hjulpet mig og givet mig ro til, at jeg selv kan sige, at nu skal jeg redde mit liv.
Her tager jeg ansvar for mig selv, og hvor jeg vil hen, hvad jeg vil lave, i hvilken retning jeg vil, det er mig selv, der tager ansvaret for det.
